2017-11-20 DM Stafet 2018
Den 8. september 2018 afvikler Herning Orienteringsklub DM Stafet, og forberedelserne er nu godt i gang.
Løbet afvikles på et nytegnet Harrild Hede kort og stævnepladsen bliver i og omkring Naturcenter Harrild Hede. Naturcentret er den tidligere Harrild Vandmølle, der ligger naturskønt ved Holtum Å i den sydlige del af området.
Stævnets funktionsledere er i store træk på plads.
Man kan se en oversigt over funktionsledere ved at logge sig på hjemmesiden og gå ind på stævnets hjemmeside via punktet ”Stævner” og herunder ”DM Stafet 2018 INTERN”.
I stævnehåndbogen findes informationer om stævnet, funktionsledere og overordnet foreløbig tidsplan. Der kommer senere en række funktionsbeskrivelser m.v. Stævnehåndbogen rettes løbende til, så kig ind forbi med jævne mellemrum for at være opdateret.
Funktionslederne vil i den kommende tid arbejde med at bemande deres funktioner. Tag godt imod dem, hvis de spørger, om du vil hjælpe med afviklingen, eller endnu bedre, tag fat i den eller de funktionsledere, der er ansvarlige for et område, hvor du kunne tænke dig at hjælpe til på stævnedagen og tilbyd din hjælp. Alle er velkomne til at deltage i afviklingen, og der skal lyde en speciel opfordring til nyere medlemmer, der ikke tidligere har deltaget i at afvikle et stævne. Prøv det, det er rigtig hyggeligt, og det giver en god indsigt i orienteringssporten og god kontakt til mange af klubbens medlemmer.
Herning den 16.11.2017
Kim Gottlieb