2017-10-23 Græd af Glæde (Daniel)

Daniel suveræn vinder af H 16 i Blodslitet 2017

Her er lidt af det Daniel skrev på færgen hjem fra løbet.

Med lidt tilføjelser fra undertegnede.

Daniel Bentien Schmidt

National: Løber for Herning Orienteringsklub 

International: Løber for OK Pan Århus

Start: da jeg var 5 år

Går på Marselisborg gymnasium i Århus hvor jeg er Team Danmark-studerende.

Bor i Århus hos en ven og hans familie

Jeg er 16 år løber H16 i år og H17-20 efter nytår

Træner et sted mellem 5-7 timer om ugen

DM-resultater i 2017: Guld i sprint og klassisk, sølv i mellem-distance,bronze i natløb.4. plads i DM-ultralang  

Blodslitet 2017

Vi tog afsted onsdag d.18 oktober mod Sarpsborgs klubhus i Norge, hvor den første træning begyndte kort tid efter ankomst.

   De næste to dage var der i alt 4 træninger på programmet, hvilket svarer til cirka 5-6 timers teknisk orienteringsløb i let til mellem kuperet terræn. Træningerne var alle fokuseret frem mod at kunne gøre sig bedste muligt i det norske terræn til Blodslitet 2017.  Den første træning er altid lidt speciel, plejer altid at have meget fokus på at tage vejvalg der gir mig mulighed for at lærer trecén bedst muligt. Nogle af tingene jeg er kommet frem til gennem tiderne er: Hold dig for toppen af stybbene fordi nede er lig med mere vand og vand er lig med mere bevoksning og at kigge op er en af de vigtigste ting for hvis du ser langt kan de hjælpe dig med at udtage den letteste vej gennem terrænet og derved spare meget tid på ikke at stå stille. Som træningerne skred frem følte jeg stadig ikke jeg havde haft et tilpas godt nok løb til at jeg troede på at jeg ville være i stand til at løbe fra nogen som helst nordmænd.  Aftenen for inden og om morgenen kunne jeg mærke min rutine ramme. Det starter altid cirka 12-16 timer før, hvor jeg begynder at få ond i maven. Før hen ville det gøre mig endnu mere nervøs, men jeg ved, at når jeg har ondt i maven, så er det fordi min krop er ved at gøre musklerne klar til at yde det maksimale. Om morgenen og inden start er det vigtigste, at man ikke tænker på konkurrencen, og gør alt for ikke at tænke, tale eller se på noget der har med det at gøre. Dette er kun min måde at gøre det på, andre gør det på deres måde.  

Da jeg gik ind i startboksen, kunne jeg mærke, at jeg mentalt allerede havde løst min opgave, jeg var helt afklaret og rolig. Havde minimal hjertebanken og tjekkede konstant hvilken retning nord samtidig med jeg øvede mig i at vende kortet korrekt for at det var nordvendt lige når det var vendt. Starten gik og de lige under 100 H16 løbere var sluppet løs. Elias og jeg var godt med til etteren (blandt de første 10). Der fra var det bare at følge med på farten (4:00 pr. km) og sørge for, at vi som en samlet gruppe ikke lavede fejl men kunne opbygge et forspring ned til de andre. Da vi kom til post 2 var der kun 7-8 drenge tilbage i toget ud af de lige under 100. Derefter løb vi frem til post 7 samlet, hvorefter jeg tog fronten. Jeg så mit smut til at komme først ud på de gaflede (alle har ikke de samme sløjfer) sløjfer (sløjfer er korte runder der starter og slutter ved den samme post) da der var cirka 600m på sti. Mig Elias og en anden nordmand kom først ud til sløjferne. Held i uheld kom jeg alene ud på min gafling, og da jeg havde afsluttet begge sløjfer uden problem, havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg lå i forhold til de andre. Herfra var der ingen hjælp at hente fra andre, den eneste der kunne afgøre det var mig selv. Bommede den første post med 40 sekunder, men jeg formåede at holde mit hoved i ro og tog en konstruktiv beslutning om at tage et let undenomsvejvalg til den næste post. Jeg finder den ved hjælp fra en sten, og derefter var der kun 3 lette poster igen. Da jeg løb på stien op mod opløbet var mit hoved fyldt til randen, mest af alt var jeg ærgerlig over at jeg kom alene ud på gaflingen og derved kom bagefterefter (troede jeg). Da jeg løber gennem opløbet lyttede jeg til kommentatoren og musikken for at se om de spillede den velkendte fanfare, når nogen havde vundet, men det gjorde de ikke. Da jeg kom gennem aflæsningen kom mine holdkammerater for at høre hvordan det var gået, jeg spurgte, om de vidste, hvilken placering jeg havde fået, men det vidste de ikke. Jeg kunne ikke se nogle fra min klasse, så troede jeg var kommet ind cirka 3 minutter efter teten (de forreste). Det var først da min træner Jeanette kom og sagde tillykke at jeg fandt ud af, at jeg havde vundet min klasse i et af verdens sværeste orienteringsløb. Jeg begyndte bare at græde så glad var jeg. Det her er hidtil det bedste resultat jeg har løbet og er meget stolt, må det blive til meget mere fremover. Deriblandt en udtagelse til Juniorlandsholdet forhåbentligt.

Til lykke Daniel. Flot løbet i så hård en konkurrence.

Du har gjort dig fortjent til landsholdet.